<

Vejen til stress – hvordan det opleves

Mona er sygemeldt med arbejdsrelateret stress. Hun har en videregående ingeniøruddannelse og blev ansat som projektmedarbejder i en stor produktionsvirksomhed. I forbindelse med det nye job måtte hun flytte til en by, hvor hun ikke kendte nogen. Kæresten arbejdede i en anden by, og de kunne som regel kun ses i weekenderne. Mona oplevede kulturen på sin nye arbejdsplads som helt forskelligt fra den tekniske uddannelsesinstitution, hun kom fra. Hun syntes, at det nye var overvældende, hun savnede jobinformation og rammer og oplevede chefen som flyvsk og opgaverne som diffuse og ukonkrete. Det var svært at nå det hele.

Mona stillede samtidigt meget store krav til sig selv. Hun oplevede en uforståelig nervøsitet, og hun var bange for at lave fejl. Betegnede også sig selv som perfektionistisk og kunne ikke se, hvornår noget var godt nok. For ikke at virke usikker var det svært for hende at tale med kollegerne om tingene, selv om hun her havde gode relationer. Situationen begyndte at gå hende på, hun havde svært ved at sove om natten.

Hun savnede at forstå, hvad der forventedes af hende i jobbet, og hvad der ville give mening. Hun havde svært ved at sætte grænser for sine opgaver og savnede at blive bedre til det. Imidlertid udviklede det sig i den forkerte retning. Mona følte sig tiltagende forvirret, glemte aftaler, kunne være kort fra hovedet og søgte at undgå visse kolleger. Hun blev efter nogle måneder mere og mere træt og mistede gradvist sit engagement. En dag, hvor en situation gik hende på, begyndte hun vedvarende at græde ved sit skrivebord og kunne ikke holde op.

Hun blev sendt hjem med arbejdsrelateret stress. For at komme sundt ud af sin stress har Mona brug for både at få ændringer i sine ydre arbejdsbetingelser og bearbejdet sin opslidende perfektionisme og indre nervøsitet.

Top