<

Skift synsvinkel og få det bedre – sådan lykkedes det for Marie

Marie har fået en opgave som intern instruktør på nogle kurser i firmaet. Det er indenfor et område, hvor hun har stor faglig indsigt. Men trods det går det ikke ret godt. Hun har svært ved at få god kontakt med deltagerne, og der er negativ feedback. Marie oplever det som et nederlag, hun er ked af det og er lige ved at give op.

Marie taler med en terapeut om sin situation. Her lærer hun, at de overbevisninger og tanker hun gør sig i en situation er afgørende. Ved at se situationen på en anden måde (reframe) opstår nye vinkler på det hele. Her kommer Marie til at tænke på en god kollega, Hanne, der også er instruktør på interne kurser. Hanne er kendt sm en enestående underviser, og hendes forløb er populære og givende. Marie beundrer Hannes færdigheder og forestiller sig, hvordan hun kan lære at anvende dem. Hun får afsat tid til nogle samtaler, hvor hun åbent taler med Hanne og får hende til at fortælle, hvordan hun tænker, hvordan hun underviser, og hvordan hun oplever relationen til deltagerne. Her finder Marie ud af, at Hanne ser på deltagerne som sine medspillere, hvor Marie opfatter dem som nogle, hun skulle være på vagt overfor. Marie fandt også ud af, at Hanne i modsætning til hende selv, ikke havde problemer med at indrømme, hvis der var noget hun ikke kunne svare på.

Marie tog de nye tanker og overbevisninger til sig. Det var ikke så lige til, og det tog tid. Men gradvist ændrede Maries kurser sig fra at være tamme og uinspirerede til at blive velanskrevne og dynamiske. Marie er nu glad for sit arbejde, hun har et godt samspil med sine kursister og undervisningen foregår i en glad og munder atmosfære.  Gennem sit arbejde med personlig udvikling har Marie på forholdsvis kort tid tilegnet sig nogle nye tanker og overbevisninger samt fået disse omsat til konkrete handlinger.

Top